Kalvekød | Sauce | Suppe

Kalvefond

2. juli 2017

Ægte Kalvefond tager tid at lave, og er dyrt i el & gas, men har du mod på det, så er opskriften her. Du skal bruge min. en 10 litersgryde.

Ingredienser:
2 kg. kalveben
5 laurbærblade
5 persillestilke
2 timiankviste
20 peberkorn
1 dåse tomatpuré
3 gulerødder
2 løg
½ knoldselleri
1 porre
salt

2 kilo kalveben (få slagteren til at skære dem ud i jævne stykker) sættes i en ovn ved 200 grader i 40 minutter. Herefter hældes de over i en gryde, og dækkes med vand. Gryden sættes over varmen og gives et opkog. Skum urenheder af og tilsæt 5 laurbærblade, 5 persillestilke, 2 timiankviste, 20 peberkorn og 1 dåse tomatpuré.

Nu skal benene stå og simre ved meget, meget svag varme i 10-12 timer. Sørg for at gryden er helt fuld af vand og pas selvfølgelig på, at den ikke koger tør.

Når kalvebenene har stået og hygget sig i mange, mange timer skummes der igen for urenheder. Tilsæt 3 gulerødder, 2 løg, ½ knoldselleri og 1 porre – alt renset og skåret i grove stykker. Kom desuden 1 spsk. salt i gryden. Kog op, skum og lad igen gryden stå ved meget svag varme i yderligere 8-10 timer.

Sigt ben og grøntsager fra og stil gryden tilbage på det lave blus i endnu 8-10 timer, til der er ca. 3 liter fond tilbage i gryden.

 

Skriv et svar